En tirsdag eftermiddag i Bispebjerg foran et lejlighedskompleks i et socialt boligbyggeri ringer jeg på dørklokken. En gang, to gange, tre gange. Og venter. På navneskiltet står der Mikael Bonfils, men jeg kender ham bedre som Fritz Fatal.
Et navn han fik engang omkring 1980 på den københavnske punkscene, fordi han var så vild og, ja, fatal. Selv i et undergrundsmiljø med pyntede læderjakker, hanekamme og mænd med makeup og piercinger vakte han opsigt. Væltede ukontrolleret rundt på scenen med forvrænget ansigt og skreg improviseret, syret poesi ud til publikum i nærmest manisk raseri. I bar overkrop. Ærligt og selvudleverende.